Hver tredje dansker tror fejlagtigt, at myndighederne tjekker børneprodukter før salg

Når børnefamilier køber halloween-sminke og udklædning, er der ikke altid styr på, hvem der har ansvaret for produkternes sikkerhed. En ny undersøgelse fra Varefakta viser, at 34 procent af danskerne tror, at EU eller en offentlig myndighed har hovedansvaret for, at produkter til børn overholder reglerne. Samlet peger 49 procent på producenten, importøren eller forhandleren som hovedansvarlig, mens 13 procent svarer, at de ikke ved det.
I praksis kontrollerer myndighederne ikke alle produkter, før de kommer på markedet.
Usikkerheden er særlig udbredt blandt forbrugere, der handler direkte fra webshops eller handelsplatforme uden for EU. Her peger 42 procent på myndighederne som hovedansvarlige mod 33 procent blandt dem, der ikke har handlet uden for EU.
"Det er bekymrende, at så mange forbrugere fejlagtigt tror, at myndighederne har kontrolleret produkterne, før de kommer til salg. Det har de ikke. Derfor er det ekstra vigtigt at undersøge, hvem man handler med, især når man køber direkte fra en sælger uden for EU. Man kan ikke være sikker på, at produkterne lever op til EU's krav til sikkerhed og kemi,” siger Signe Frese, CEO i Varefakta.
Bekymring fører ikke altid til handling
Blandt dem, der køber ansigtsmaling eller sminke til børn, er 77 procent meget eller ret bekymrede for uønsket kemi. Alligevel læser 41 procent sjældent eller aldrig ingredienslisten. Selv blandt de bekymrede gælder det 32 procent.
Også når det gælder udklædning, er der plads til bedre vaner. 44 procent af dem, der køber nye kostumer, vasker sjældent eller aldrig tøjet før første brug.
Varefakta anbefaler derfor, at forældre læser ingredienslisten, kun køber sminke med indholdsdeklaration og vasker ny udklædning før brug.
Undersøgelsen kommer efter en analyse fra Miljøstyrelsen, der fandt ulovlig kemi i mere end hvert fjerde testede børneprodukt fra store onlinemarkedspladser uden for EU.
Fakta om undersøgelsen
- Udført af: Norstat for Varefakta.
- Deltagere: 1.000 danskere på 18 år og derover.
- Periode: Uge 42 i 2026.
- Halloween: 63 procent af børnefamilierne forventer, at nogen i husstanden skal klædes ud.
- Kemi i sminke: 77 procent af køberne er bekymrede for uønsket kemi, mens 41 procent sjældent eller aldrig læser ingredienslisten.
- Udklædning: 44 procent vasker sjældent eller aldrig nye kostumer før brug.
- Varefakta: En almennyttig fond, der arbejder med kontrol, mærkning og dokumentation af produkter.






Accepter kun nødvendige cookies