Mænd finder overskud hos partneren, men tøver med psykologhjælp

43 procent af mændene henter mest overskud hos deres partner. Til sammenligning gælder det 33 procent af kvinderne. Kvinder peger derimod oftere på venner og familie som kilder til overskud.
Forskellen går igen, når det handler om fortrolige samtaler. 68 procent af mændene taler fortroligt med deres partner, mens det samme gælder 55 procent af kvinderne. Kvinder taler oftere med venner og familie end mænd.
Ifølge Falcks chefpsykolog Jacob Vindbjerg Nissen kan det være sårbart, hvis partneren er den eneste, en mand betror sig til.
”Hvis partneren er den eneste fortrolige, bliver det ekstra svært, når parforholdet kommer under pres. Det kan være ved kritisk sygdom hos den anden, svær mistrivsel eller parforholdsproblemer. Derfor er det vigtigt, at mænd også har venner, familie og fællesskaber,” siger han.
Undersøgelsen viser også, at mænd i højere grad end kvinder tøver med at modtage psykologhjælp. 26 procent af mændene svarer, at de i høj grad ville have svært ved at tage imod hjælp fra en psykolog, hvis de fik behov for det. Blandt kvinderne er andelen 17 procent.
Blandt mænd under 30 år er tallet endnu højere. Her svarer 46 procent, at det i høj grad ville være svært at tage imod psykologhjælp.
”At række ud er ikke et tegn på svaghed. Det er en start på at få det bedre,” siger Jacob Vindbjerg Nissen.
Fakta fra Falcks Sundhedsbarometer 2026
- 43 procent af mændene henter mest overskud hos partneren mod 33 procent af kvinderne.
- 37 procent af kvinderne henter mest overskud hos venner mod 32 procent af mændene.
- 50 procent af kvinderne henter mest overskud hos familien mod 41 procent af mændene.
- 26 procent af mændene ville i høj grad have svært ved at tage imod psykologhjælp mod 17 procent af kvinderne.
- Blandt mænd uden for et parforhold er 26 procent i risiko eller stor risiko for stress eller depression. Blandt mænd i parforhold er andelen 18 procent.
- Blandt mænd under 30 år ville 46 procent have svært ved at tage imod psykologhjælp.
- Undersøgelsen bygger på svar fra 3.000 danskere over 18 år og blev gennemført af Wilke i sommeren 2026.






Accepter kun nødvendige cookies