Sand og grus kan blive en flaskehals for dansk byggeri

Sand, grus, ler og kalk er ikke længere billige og lettilgængelige ressourcer. Selvom Danmark ikke er ved at løbe tør, bliver det både sværere og dyrere at skaffe råstofferne til blandt andet beton, mursten, veje og broer.
Det fremgår af et nyt green paper fra Teknologisk Institut og WSP Danmark, der undersøger råstofforbruget i bygge- og anlægsbranchen.
I 2023 brugte Danmark omkring 60 millioner ton sand og grus. Det svarer til knap halvdelen af landets samlede materialeforbrug. Omkring 80 procent gik til anlægsprojekter som veje og kystsikring, mens resten primært blev brugt til byggeri.
Ifølge seniorkonsulent Thilde Fruergaard Astrup fra Teknologisk Institut er der behov for at prioritere ressourcerne mere bevidst.
"Der er behov for en mere strategisk og bevidst tilgang til råstofforbruget. Det kræver, at det enkelte projekt bruger færre råstoffer, men det griber også ind i større samfundsprioriteringer," siger Thilde Fruergaard Astrup, seniorkonsulent hos Teknologisk Institut.
Green paperet peger blandt andet på mere præcist design, mindre spild og øget brug af genbrugsmaterialer, biogene materialer og overskudsjord. Samtidig kan branchen mindske forbruget ved at bygge færre kvadratmeter, renovere mere og udnytte eksisterende bygninger bedre.
Forskerne fremhæver også behovet for at måle råstofforbruget. Hvor byggeriets CO2-udledning allerede bliver beregnet, findes der ikke tilsvarende systematiske opgørelser over mængden af sand, grus og ler.
"I dag beregner vi, hvor meget CO2 byggerier over en vis størrelse udleder, men ikke hvor mange tons sand, grus og ler det kræver. Skal vi kunne prioritere, skal vi først kunne synliggøre det," afslutter Thilde Fruergaard Astrup.
Fakta om råstofforbruget
- Danmark brugte omkring 60 millioner ton sand og grus i 2023.
- Cirka 80 procent gik til anlæg, mens 20 procent gik til byggeri.
- Green paperet er udarbejdet af Teknologisk Institut og WSP Danmark.
- Projektet er støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.
- De ni anbefalinger omfatter blandt andet mindre spild, genbrug, biogene materialer og mere renovering.
- Green paperet hedder Mineralske råstoffer i byggeriet – fra afhængighed til handling og kan findes på Teknologisk Instituts hjemmeside.






Accepter kun nødvendige cookies